Den fantastiske labradoodle
Har du hørt om labradoodles? De store, pjuskede hunde, med de rare øjne og det milde sind? Hvis ikke, så læs med her.
Intelligente hunde
Racen labradoodle, som er en krydsning mellem labrador og puddel, har eksisteret siden 1990’erne. De er kendt for at være meget intelligente hunde, og bruges mange steder i verden som førerhunde eller som servicehunde. Det skyldes bl.a. deres milde sind og det faktum, at de er meget lærenemme.
Perfekt familiehund
Udover at egne sig godt som servicehunde, er labradoodles også perfekte som familiehunde. De er meget godmodige og tolerante, og vil for det meste kunne indgå i en børnefamilie uden problemer. Da det er en stor hund, kræver den en del motion. Det betyder, at det vil være nødvendigt at sætte tid af til gåture eller leg flere gange om dagen. Derudover er det også en hund, der generelt har brug for mentale udfordringer. Den vil derfor ikke nyde at bo i et lille hus uden adgang til en have eller store, åbne arealer, da den trives bedst med højt til loftet og mulighed for at løbe og bevæge sig.
Pels og generel pleje
En labradoodle har ingen underuld, og fælder derfor ikke lige så meget, som mange andre racer. Det betyder, at op imod 95 % af de, der normalt ikke tåler hunde, faktisk godt kan tåle en labradoodle.
Hvis du anskaffer dig en labradoodle, skal du bl.a. være opmærksom på, at de godt kan have tendens til at få øreinfektioner. Det er meget generende for hunden, og du bør derfor tjekke din hunds ører ofte. Du skal holde øje med rødme og dårlig lugt i ørerne. Derudover skal du altid huske, at din hunds tænder skal børstes, og helst 1 gang dagligt. Det er for at undgå at der kommer bakterier i hundens mund, som kan svække dens sundhedstilstand.